Velkommen! Og opsummering!

Velkommen til min blog som kommer til at handle om mine utrolige eventyr i Arizonas ørken! "Hvad?" tænker du. "Arizona? Ørken? Er det virkelig vores lille Victor denne her blog handler om?" Ja! For jeg tager nemlig et år til det store USA, nærmere bestemt udkanten af Tucson, den næststørste by i Arizona.

For at opsummere:

Engang for længe længe siden, før ting som internet, Youtube, blogs, tv og mad var en selvfølge, rejste to unge mennesker over havet og tilbragte et år i Californien, USA. På dette tidlige tidspunkt kendte ingen af dem hinanden, og de skulle heller ikke komme til at kende hinanden før langt senere. De havde dog begge et uforglemmeligt år i USA, som har præget resten af deres liv som verdensmennesker.

Mange år senere mødte de hinanden, giftede sig, fik et barn og så et andet, ikke nødvendigvis i denne rækkefølge. Da deres førstefødte forlod 9. klasse i folkeskolen, gjorde han dem kunsten efter og forlod det danske land til fordel for et år i Michigan. Han drog af sted som en dreng og kom hjem som en mand (eller næsten i hvert fald) og plaprede løs om denne rejse i de efterfølgende år.

Fortryllet af historier fra lykkens land stod nu en lille dreng, der på trods af utallige rejser i den store verden stadig var frisk på flere eventyr, klar til at udfordre skæbnen på ny. Han ventede tålmodigt til han skulle blive gammel nok til at starte forberedelserne til det store år, og endelig en dag var tiden inde. På dette tidspunkt var historierne fra storebroderen lidt ebbet af, så der skulle lidt overvejelse til før den endelige beslutning kunne tages. Drengen tog til orienteringsmøder og hørte endnu flere historier, denne gang fra fremmede der havde vovet sig ud på samme farefulde færd. Jo mere drengen hørte, jo mere fik han lyst til at efterligne dåden og gøre den til sin egen.

Men fra beslutningen blev taget gik det derefter slag i slag. Stakkevis af papirer blev udfyldt og sendt frem og tilbage, prøver blev afholdt, skøjteture, bowlingture og zoo-ture blev nydt sammen med ligestillede rejsende. Men stadig manglede en vigtig detalje i forberedelserne: en familie at bo hos. Før det var på plads, kunne meget lidt foretages. Det var svært at fortælle andre om rejsen, det var svært at forberede hvad der skulle pakkes og det var især svært at vide hvad man kunne forvente sig.

Der gik længere og længere tid og presset blev større og større. For de to forældre var det umuligt at stå til ved sidelinjen og især den handlekraftige mor kunne ikke bare stå og glo. Så midt i en dejlig sommerferie fik drengen pludselig at vide at hun havde kontaktet veninder (mere specifikt drengens spejdervenindes - spejderveninden skulle ved et tilfælde også på samme tur til USA - mor) som derefter havde kontaktet veninder i USA om der skulle være nogen hjælp at hente der.

Og så gik det stærkt. For efter en kort stunds overvejelser fra begge sider - drengen og morens venindes veninde - blev man enige om at morens venindes venindes familie gerne ville tage imod drengen, og drengen ville gerne tage imod tilbuddet. Drengen drog kort derefter på spejderlejr og lod mere eller mindre uvidende læsset med detaljer falde over på forældrene. Mens han løb rundt med rafter, både og vandrestøvler, løb forældrene rundt med mails, opkald og flere mails. Alt skulle cleares med YFU (den organisation der gjorde og gør alle disse rejser mulige), og pludselig kom det frem at familien faktisk skulle på rejse til Danmark i to uger, så møder skulle også arrangeres med den uvidende spejderdreng. En anden detalje der også så dagens lys var skolestartens dato - den 10. august. Indtil videre havde afrejsedatoen været den 23. august, så der skulle ekstra fart på pakning og lignende.
Men alt i alt var drengen evig lykkelig for at der endelig var en familie der havde fundet plads til ham.

Nu har I så historien om hvorfor jeres lille Victor pludselig skal et år (mere præcist 10 måneder) til ørkenbyen Tucson. I får mere information om familien i næste indlæg.

Igen: hjertelig velkommen til min blog!
Victor

P.S. Denne blog bliver den primære kommunikation mellem mig og hjemlandet, i stedet for at jeg skal sende tre tusind mails hver gang jeg ser en slange. Så I skal endelig kommentere løs!
P.P.S. Til jer der ikke er så meget inde i min familiehistorie eller bare ikke er helt vågne, så var historien om først mine forældre, så min storebror og så mig.