Juleblogging

Så var det jul igen, og så var det jul igen, og den varede lige til påske! Nej det ikke sandt, nej det ikke sandt, for indimellem sku’ der blogges.

Jeg troede at julen i år på Amerikansk jord ville blive langt fra traditionerne, ikke nær så glad som normalt og i det hele taget lidt farlig. Men heldigvis blev det jul alligevel! Vi holdt en form for hybrid-jul mellem dansk og amerikansk med juleaften den 24. og julemorgen den 25. Julemaden den 24. bestod af and, kartofler, brun sovs og rødkål, alt sammen på grund af at Kirsten jo er dansker så hun stod for det meste af madlavningen. Bagefter var der også risalamande med mandelgave, og desuden en æblekage med endnu en mandel i, som Nikolaj efter et par sekunders graven i sit første stykke fandt… Udover mad var der masser og masser af gaver, koncert ved Nikolaj og husorkester (han gav cirka 12 numre – små uddrag fra julesange. Han kunne seks, spillede dem alle to gange – først solo på saxofon, og så fik han arrangeret en del af os til at være baggrundssangere og andre instrumenter på de samme sange) og en dejlig masse hygge. Julemorgen pakkede vi små gaver ud som var kommet fra julemanden i sokkerne over pejsen.

Gæsterne var Jeanette (Brentons mor), Tracie, Raymond & Kelley (Brentons søster, hendes mand og deres søn), Ann og Kristin (nabo og datter) og Marsha (en anden nabo). Familien blev indtil i dag, og vi har leget med gaver, bowlet og fejrets Kelleys fødselsdag. Alt i alt en skøn jul, selvom der manglede min danske familie, dansen om træet og et par andre småting.

Den sidste uge i skole før juleferien var der Final Exams, de sidste tests før ferie. Det krævede en hel del læsning og det var en ret travl uge, så derfor var det heldigt at vi lige før jul (17. til 23. december) tog til Telluride, Colorado (ikke Columbia, som jeg vist ved et uheld og en forvirret hjerne fik skrevet til et par stykker…) for at stå på ski. Og det var FANTASTISK. Op klokken 8, 9-16 på ski i de smukkeste, snedækkede bjerge, med alle slags pister (de sværeste var langt over mit niveau). Bagefter var det ellers hurtigt ned i varmt spa og sauna som hørte til hotellet. Paradis! En dag tog vi endda til Ouray, en anden lille by en times kørsel fra Telluride, hvor Brenton og Kirsten har et lille hus som de lejer ud. I Ouray var der hot springs, ligesom på Island, som vi tog ned i og sad i midt i en snestorm. En vild oplevelse.

Jeg fik rigtig mange skønne gaver fra familien i Danmark til at forsøde livet herovre, og jeg er meget taknemmelig. Til klanen vil jeg gerne sige mange tak for sokker, flere sokker og nogle bolcher (jeg tror de var fra jer, vi var lidt forvirrede da tolden hertil pakker gaverne ud og sammen igen, så nogen af dem manglede mærker. Hvis der er gaver fra jer som jeg har glemt er jeg meget ked af det!) Jeg elsker jer alle sammen!

Glædelig efterjul og snart godt nytår!

Pingvin!

Snart jul, saa hyg jer lidt med en pingvinplakat! Et produkt fra min photo imaging klasse, lavet i 45 minutter, med min partner McKay Stewart, i noget der hedder "Photoshop Tennis", hvor hver spiller har 15 minutter til at tilfoeje noget ny til billedet og saa skifter man. Vaer saa god:

Glædelig Thanksgiving!

Hej derhjemme!

Fire dages weekend, ikke dårligt. Thanksgiving (torsdag) bestod af at Brenton's gamle veninde besøgte (hun og hendes hund er her faktisk stadig) og så spiste vi ellers kalkun, kartoffelmos og andet godt til vi sprængtes. I går tog vi til et Desert Museum og så på en masse vilddyr fra ørkenen, inklusiv falke, ugler og stinkdyr.

Siden sidste blogindlæg er svømmesæsonen stoppet og jer er i stedet startet til fodbold (soccer, ikke den amerikanske slags). Kulturen her er en del anderledes end svømmekulturen, meget mere rå, blandt andet fordi der kun er drenge, men selvom jeg aldrig har været den store fodbolddreng er det stadig sjovt, og bare dejligt at få noget god motion hver eneste dag. Næsten ingen her er interesserede i fodbold, så det er også meget sjovt at spille en nichesport, i modsætning til basketball som også foregår lige nu. Det resulterer i en lidt tættere kultur tror jeg.

Sidste weekend var der winter formal som er en form for mini-prom (den store skoledans i foråret). I stedet for at drengene spørger pigerne ud er det omvendt her, og der en tradition for at invitationen sker på en original måde. Min date, Aniza, spurgte mig dagen efter Halloween ved at skære "FORMAL?" i et græskar, og som enhver ved så er der ingen mand der kan modstå et velskåret græskar. Så jeg købte skjorte, slips og fine bukser, og kombineret med min jakke og mit flotte, stadig næsten skaldede, hoved var jeg ret klar til formal. Selve dagen bestod i at vi tog til fin italiensk restaurant, videre til selve dansen hvor det bare var fuld tryk på dansegulvet i fire timer (meget få fester her fortsætter efter midnat, da det faktisk er ideen at os mindreårige skal være hjemme ved ti-tiden), og så rundede vi af med nat-morgenmad i et eller andet pandekagested. Ret sjovt det hele.

Jeg har også færdiggjort et projekt for min photo-klasse, hvor en del af det var at tage tolv billeder under et tema, og jeg valgte at tage 12 portrætter af folk og noget de kan lide fra min skole. Så her er de:

David - fra min photoklass. Kan lide sin cykel

Marcos - Fra min historie og matematikklasse. Kan lide skildpadder

Niels - fra mit svoemmehold. Kan lide frisbee (jeg spiller Ultimate Frisbee med ham og nogen andre drenge en gang i mellem)

Amelia - fra min psykologiklasse. Kan lide at goere ting ved sit haar.

Aniza - ogsaa fra min psykologiklasse. Kan lide at lave kunst. Min date! (hun saa heldigvis ikke saadan her ud til formal...)

Thomas - fra min engelskklasse. Kan lide sin PS3

Jeremiah - ogsaa fra min engelskklasse. Kan lide at jage (jeg blev noed til at tage det her billede med en vandpistol, da han ikke saa godt kunne tage sin riffel med i skole)

Eman - fra min matematikklasse. Kan lide matematik

Kayleigh - fra min historie og matematikklasse. Kan lide musik

Meredith - fra mit svoemmehold. Kan lide flodheste (hun har 50-60 stykker!)

Allan - fra min photoklasse og mit fodboldhold. Kan lide fodbold

Zack - fra mit svoemmehold. Kan lide sci-fi film (for de uindviede: lyssvaerd og kutte fra Star Wars, disc fra Tron)

De er alle dejlige amerikanere fra min skole, som alle sagde ja til at blive fotograferede af mig. Faa udvalgte (naermere bestemt min allernaermeste familie) i Danmark vil faa dem at se igen i en anden sammehaeng, i den naeste maaned eller saadan.

Her er der stadig masser af solskin, varmt midt paa dagen, og det var varmt nok til at vi kunne spise Thanksgiving mad udenfor. Og det er naesten december! Haaber alle er glade i Danmark, jeg savner jer.

Victor.

Hair? No more

Hej Danmark

I torsdags holdt svoemmeholdet shaving party. Pigerne barberede deres ben for foerste gang i tre maaneder for at forberede sig til regionals (som vi svoemmede i gaar). Efter meget overtalelse og peer pressure fik de overtalt mig og 4 andre drenge til at barbere vores hoveder. Ja. Det er en interessant tradition som de har. For foerste gang nogensinde praesenterer jeg her Victor - nu som skinhead:

Min barber (Helena fra svoemmeholdet) og mig, lige efter barberingen.

Det er noget af det mest underlige jeg nogensinde har proevet, og jeg har fortrudt det mere end en gang (jeg savner mit haar!), men sjovt var det, og det var det hele vaerd at gaa i skole og se folks reaktioner. Jeg har aldrig hoert saa mange "OH MY GOD"s paa en enkelt dag foer. "WHY???" blev ogsaa hyppigt brugt.

Det var det vigtigste der skete i denne uge. Jeg haaber ikke jeg er blevet udstoedt af alt for mange hjemme i Danmark efter min konvertering til skaldethed. Bare rolig - jeg lader det gro tilbage saa hurtigt som muligt. Hvilket dog ikke er saerlig hurtigt...

Skaldede hilsner
Victor

Homecoming og andet godt

Jeg har lige spist min anden leverpostejmad på rugbrød siden jeg kom her. En sjælden ting her på egnen, og det mindede mig om at jeg ikke har skrevet til danskerne i en god del tid! Jeg savner dit brød, far!

Ud over leverpostejmadder er der også andre højdepunkter. I går var der homecoming på min skole, som er den sidste fodboldkamp (amerikansk fodbold, ikke det der fjollede noget hvor man bruger fødderne hele tiden) i sæsonen der bliver spillet hjemme, og oven i kampen er der en dance (læs: fest). Kampen var okay at se på, jeg havde det generelt fint med nogen venner fra svømmeholdet og skolen generelt, jeg gik ned fra tilskuerpladserne med min ven Kurt for at købe sodavand, han foreslår at vi går over og ser på nogen militærbiler (Humvees) (han er militærfreak, han tager ROTC som er et militærfag, han kan køre de der Humvees, han har lige mistet en fætter i Afghanistan for en uge siden) der holder ved siden af der hvor de spiller fodbold, vi finder ud af at de er ved at køre rundt på banen med homecoming-kongerne og -dronningerne, vi spørger lidt for sjov om de har ekstra pladser inde i de her biler OG LIGE PLUDSELIG SIDDER JEG I EN HUMVEE SAMMEN MED HOMECOMINGFOLKENE, KØRENDE RUNDT PÅ BANEN!!! Det var klart denne måneds højdepunkt, og det retfærdiggjorde alt ved at tage til USA. Udover det så var selve festen lidt kedelig, måske fordi min standard for underholdning lige var blevet skubbet fem gange højere op.

Jeg havde efterårsferie for en uge siden. Den startede ud med at mor og far og brødre tog på campingtur til Aravaipa Canyon (jeg tror der er billeder på Facebook, må lige chekke efter), et fantastisk flot sted hvor vi gik i en flod det meste af tiden, og om aftenen legede vi Ninja, som nogen af jer kender. Jeg plejer at være den der introducere det til folk, men Nikolaj kendte det i forvejen! Jeg har fundet ud af at en stor del af den underholdning og kultur jeg kender hovedsageligt fra internettet og som jeg ser som sådan lidt undergrundsnørdet, ofte er ret stort og kendt herovre, der er næsten altid en eller anden der forstår referencer til de mest obskure ting.
Jeg troede det ville blive en ellers ret stille og rolig (læs: kedelig) efterårsferie udover svømmetræning og en tur til Bisbee og Tombstone (to små byer i Arizona, Bisbee hyggelig og lokal, Tombstone turistby) med Nikolaj og Brenton, så jeg fik arrangeret noget "hanging out" (teenagere her bruger det udtryk non-stop) med nogen venner fra skolen. Så snart jeg havde været til den første svømmetræning i ferien fandt jeg ud af at de havde lagt et større program, med vandreture (meget populært her, selv med teenagere. Naturen lægger ret meget op til det), middage, film og yoga. Oven i det kom så nogen sidste-minuts-planer fra Brenton og så var det ellers alt andet end en kedelig ferie.

Skolen bliver bedre og bedre med hver dag der går, jeg har efterhånden fået gode venner i alle de fag jeg har, jeg er begyndt at få genskabt mit ry som en af de bedste i klassen i et par fag ;D  og jeg er begyndt at overraske mig selv med hvor meget jeg føler mig hjemme i hverdagen, det er skønt. Nogen gange savner jeg Danmark rigtig meget, især mine fantastiske venner som jeg er lidt ked af ikke at opleve 1.g sammen med, jeg er ikke helt sikker på at de kan klare sig uden mig. Lige nu sidder jeg dog efter et dejligt varmt bad og en leverpostejmad, i skyggen udenfor i cirka 30 grader og alting virker ret dejligt og fejlfrit. På mirakuløs vis er der opstået en weekend helt uden lektier (lærene har ellers ikke noget imod at give lektier sidst på fredagen), og ikke nogen ambitiøse planer med familien, så jeg nyder bare afslappetheden. I aften tager jeg til opvarmet pool hvor de viser Despicable Me. Yay!

Håber at I alle har det lige så godt og husker at nyde Danmark! Det er nu et dejligt land, især når man ikke er der selv ;D. En ting jeg ikke savner så meget endnu er regnen, som jeg kan gætte mig til at der stadig er en gang imellem.
Kærlige hilsner
Victor.

Pictures or it didn't happen!

 Hej alle, alt er godt i USA! Her er (endelig) nogen billeder fra livet herovre.

 Foerst: min orienteringstur med YFU til Grand Canyon!

Her er de andre udvekslingsstuderende i Arizona. Fra venstre mod hoejre: Bettina fra Schweiz, Maki fra Japan, Maren fra Tyskland, Maura fra Italien, Taney fra Kina, Juliana fra Ghana, Aaron fra Tyskland, Vlada fra Tyskland, Rasputin fra Uranus, Colin fra Tyskland paa skuldrene af David fra Holland og til sidst, oven paa strukturen, Keita fra Japan. En awesome gruppe!

  

 Nogen af YFU Arizona's frivillige: Lisa (den ansvarlige for mig), Betsy, Brad og Tanya.

 Grand Canyon er nice.

 Keita synes ogsaa der er nice.

 Solnedgange er ogsaa ret nice.

 Keita kan ret godt lide det.

 Det vildeste er at der er helt fladt rundt omkring.

Mmmm... Grand Canyon.

En anden canyon i naerheden, med Aaron og mig.

Samme canyon, denne gang med Keita. Japanere er sjove at tage billeder af.

Keita spiller horseshoe imod mig.

 Ikke mere Grand Canyon tur, nu bare nogen tilfaeldige billeder fra her.

Mig og en rigtig god is (koebt i Frost).

Min vaertsmor, Kirsten i et dansk flag.

Min lillebror Nikolaj og mig i Yuma State Prison paa vej til San Diego.

Kirsten og Nikolaj der spiser pindeis som jeg lavede.

En Preying Mantis som der er ret mange af her omkring.                                                                            Her foelger billeder jeg har taget til min Photo Imaging class: 

Selvportraet.

"Bodacious"

"Superficial"

"Collaboration"

Det var saa det med de billeder. Ikke nogen billeder af Brenton desvaerre.
Godnat!

P.S. Det jeg er allermest ked af at misse i Danmark er Joakim i Fristet. Jeg faar facebook opdateringer fra hans profil en gang i mellem og det ser ud som om han har faaet sig nogen fans? Beroemt faetter, saadan!

Næsten tre uger!

Hej hej!

På torsdag har jeg nu været i Tucson i tre uger og her er ret vildt! Jeg er så småt begyndt at falde til i hverdagen, men det hele føles stadig lidt hektisk, som om alt er en stor event.
En typisk hverdag består af at jeg står op 6.30 om morgenen, spiser morgenmad (altid med tv'et tændt. Selvom Kirsten er dansk er de stadig dejligt amerikanske, især Nikolaj) og bliver kørt til skole af Dominique, en pige der bor på vejen der går på samme skole som mig, Canyon del Oro high school. Vi ankommer typisk cirka 20 minutter før første fag starter, så der er tid til at snakke med venner og gøre ærinder på skolen. Så starter første fag (psykologi) og så går det ellers slag i slag indtil frokost med kun syv minutter mellem hver fag, hvilket oftest kun lige er nok til at komme fra det ene lokale til det andet på denne kæmpe skole. Frokost varer ca 40 minutter og er den primære socialiseringstid på skolen - ved hvert fag er man i en ny klasse, så det er svært rigtigt at lære folk at kende som i danske skoleklasser. Efter frokost er der ca 2 fag (hver lektion varer 60-80 min) og så slutter skolen.
Her er op til 108 Fahrenheit grader = 42 Celcius på en god eftermiddag, og solen er altid fremme, udover de få gange hvor det regner - og når det regner tordner og lyner det også - men heldigvis har jeg valgt den perfekte sport til området: svømning! Hver eneste hverdag og hver lørdag er der swim practice som varer 1 1/2 time - lidt over en time i vandet hver dag. Og det er ikke hyggesvømning som i 3. klasse, det er bane frem og tilbage, praktisk taget non-stop - og jeg elsker det. Man bliver kølet ned, får dagens gode (læs: hårde!) motion og så er det de flinkeste mennesker på CDO. Swim team er indtil videre mine bedste venner her i Arizona, og udover svømning spillede vi frisbee i mørke i lørdags, og vi spiser på restaurant sammen hver tirsdag.
Efter svømning (slutter klokken 17) bliver jeg hentet af Brenton og så spiser vi tidligt (igen med tv'et tændt), hvorefter Nikolaj tager til taekwondo og jeg bruger cirka en time på lektier. Så er der ikke særlig meget tilbage af dagen da jeg gerne går i seng ved ni-ti tiden, da jeg er fuldstændig smadret, psykisk og fysisk.

Udover denne fantastiske hverdag har jeg været til mit første american football game (mod vores rivalskole. Vi tabte 28-7), jeg har vandret i vandløb med familien og i denne her weekend tager vi til stranden i San Diego, Californien torsdag-mandag. Der sker så helt fantastisk meget og det hele foregår på engelsk, så det virker som der sker dobbelt så meget.

Jeg tager lidt billeder en gang i mellem (blandt andet til mit nye yndlingsfag: Photo Imaging! Jeg har nogen sjove billeder som jeg kan vise senere), men jeg har ikke så mange på denne computer så her er to billeder af mig og en frø så I kan se at jeg har det godt og ikke mishandler dyrene:

Og herunder et billede fra vores vandretur med en nabofamilie. Nikolaj er ham der sidder ned ved vandet, Brenton er den allerforreste langt væk og Kirsten er den næstbagerste, lyshårede.

Flere billeder senere; jeg lover det!
Nu har jeg ikke mere for denne gang, jeg håber der også er dejligt og livligt i det hjemlandet og I må alle sammen hilse hinanden fra mig!

Varme amerikanske hilsner
Victor

Foelg via e-mail!

Hej alle sammen, jeg vil lige goere jer opmaerksomme paa at I kan foelge denne blog saa I faar en e-mail hver gang jeg skriver noget nyt! I goer det ved at skrive jeres e-mail oeverst paa siden, lige under titlen paa bloggen, hvor der staar Email Adress og saa trykker I submit og foelger instruktionerne derfra.

Arizona!

HEJ

Jeg er i USA!!! Efter en fantastisk lang flyvetur fra København der startede klokken 3:30 (dansk tid) i Kastrup nåede jeg endelig frem klokken 23 (Arizona tid) i Arizona. 25 timer! Turen gik København - Frankfurt - Washington - Denver - Tucson. Fra Washington til Tucson var jeg den eneste fra YFU, men heldigvis er amerikanerne meget snakkesalige og hjælpsomme, så det var ikke slemt.


Lige nu sidder jeg i Brentons - min værtsfar - kontor mens han er til møde. Vi har været på skolen og fået mig skrevet op, men der mangler lige nogen detaljer såsom nogen papirer fra min læge. Det får vi ordnet her til eftermiddag når han er færdig her.
Indtil videre har jeg fået lavet mit skema og som det er lige nu skal jeg have Psychology, English, Photo Imaging (noget fotograferings fag. Jeg ved endnu ikke rigtig hvad det går ud på), US/AZ History (AZ står for Arizona), Information Techonology Fundamentals (hjemmesidedesign) og Geometry (matematik).
Fordi jeg kom her to dage efter den egentlige skolestart var der mange af fagene der var fyldt op, så jeg tog bare dem der var plads på som lød sjovest. Desuden er der et svømmehold som hører til skolen som jeg starter på på mandag hvor jeg også starter i skole! Alt i alt er jeg ret tilfreds med mit skema og glæder mig en hel del til at starte i skole.
Skolen er kæmpestor med 1800 elever og da jeg kom der i morges stod de på ægte amerikansk maner i små grupper udenfor, som man altid ser det på film. Meget underholdende så amerikansk det hele er.

Min værtsfar hedder som sagt Brenton. Han har sit eget firma Azino som virker som et consultant-firma, og han lejer et kontor der hvor jeg sidder lige nu, sammen med arkitekter, akupunktører og et andet mediefirma. Han er virkelig flink og har hjulpet mig hele dagen med min skole.
Min værtsmor hedder Kirsten og hun er dansker, dog har hun levet 16 år i USA. Hun er uddannet biokemiker, men hvad hun rent faktisk laver har jeg ikke fundet ud af endnu. Hun er også rigtig flink og de har begge to været fantastiske til at få mig landet her i går og i dag.
Desuden har jeg nu også fået en lillebror der hedder Nikolaj! Han er 9 år og går i 4. klasse. Han elsker dyr og så har han næsten sort bælte i Taekwondo. Super sej, men vi har desværre ikke nået at tale så meget sammen da jeg kom lidt for sent i går til at han var oppe.
De elsker alle sammen dyr og de har tre katte, fisk i et akvarium og en ikke giftig, ufarlig corn snake i et terrarium. Desuden har de alt mulig sjovt ude i haven, har jeg ladet mig fortælle. Der har nemlig ikke været tid til at jeg har været derude endnu. Dog har jeg set billeder af nogen af dyrene. Slangen der er i baggrunden af denne blog er en slange der har boet i deres have ved navn Fangs!

På trods af mit jetlag sov jeg godt i nat, men nu begynder jeg at kunne mærke trætheden indhente mig. Indtil nu hvor jeg lige har fået lidt tid til at skrive her,  har der været ret godt tryk på. Jeg har allerede taget en engelsk test og drukket Mountain Dew for første gang!

Alt i alt går det skønt. Håber at det også er dejligt i Danmark!
Victor

P.S. Denne her gang skriver jeg lige en e-mail til min mor så hun kan informere andre om at jeg har skrevet her, og desuden skriver jeg også lige på Facebook, men til en anden gang vil det nok være smartere at følge denne blog, for så for I en e-mail hver gang jeg skriver. Hvis der er nogen fra familien der har svært ved at få det i orden er jeg sikker på at jeg har en bror eller nogen fætre eller kusiner der kan hjælpe.

Velkommen! Og opsummering!

Velkommen til min blog som kommer til at handle om mine utrolige eventyr i Arizonas ørken! "Hvad?" tænker du. "Arizona? Ørken? Er det virkelig vores lille Victor denne her blog handler om?" Ja! For jeg tager nemlig et år til det store USA, nærmere bestemt udkanten af Tucson, den næststørste by i Arizona.

For at opsummere:

Engang for længe længe siden, før ting som internet, Youtube, blogs, tv og mad var en selvfølge, rejste to unge mennesker over havet og tilbragte et år i Californien, USA. På dette tidlige tidspunkt kendte ingen af dem hinanden, og de skulle heller ikke komme til at kende hinanden før langt senere. De havde dog begge et uforglemmeligt år i USA, som har præget resten af deres liv som verdensmennesker.

Mange år senere mødte de hinanden, giftede sig, fik et barn og så et andet, ikke nødvendigvis i denne rækkefølge. Da deres førstefødte forlod 9. klasse i folkeskolen, gjorde han dem kunsten efter og forlod det danske land til fordel for et år i Michigan. Han drog af sted som en dreng og kom hjem som en mand (eller næsten i hvert fald) og plaprede løs om denne rejse i de efterfølgende år.

Fortryllet af historier fra lykkens land stod nu en lille dreng, der på trods af utallige rejser i den store verden stadig var frisk på flere eventyr, klar til at udfordre skæbnen på ny. Han ventede tålmodigt til han skulle blive gammel nok til at starte forberedelserne til det store år, og endelig en dag var tiden inde. På dette tidspunkt var historierne fra storebroderen lidt ebbet af, så der skulle lidt overvejelse til før den endelige beslutning kunne tages. Drengen tog til orienteringsmøder og hørte endnu flere historier, denne gang fra fremmede der havde vovet sig ud på samme farefulde færd. Jo mere drengen hørte, jo mere fik han lyst til at efterligne dåden og gøre den til sin egen.

Men fra beslutningen blev taget gik det derefter slag i slag. Stakkevis af papirer blev udfyldt og sendt frem og tilbage, prøver blev afholdt, skøjteture, bowlingture og zoo-ture blev nydt sammen med ligestillede rejsende. Men stadig manglede en vigtig detalje i forberedelserne: en familie at bo hos. Før det var på plads, kunne meget lidt foretages. Det var svært at fortælle andre om rejsen, det var svært at forberede hvad der skulle pakkes og det var især svært at vide hvad man kunne forvente sig.

Der gik længere og længere tid og presset blev større og større. For de to forældre var det umuligt at stå til ved sidelinjen og især den handlekraftige mor kunne ikke bare stå og glo. Så midt i en dejlig sommerferie fik drengen pludselig at vide at hun havde kontaktet veninder (mere specifikt drengens spejdervenindes - spejderveninden skulle ved et tilfælde også på samme tur til USA - mor) som derefter havde kontaktet veninder i USA om der skulle være nogen hjælp at hente der.

Og så gik det stærkt. For efter en kort stunds overvejelser fra begge sider - drengen og morens venindes veninde - blev man enige om at morens venindes venindes familie gerne ville tage imod drengen, og drengen ville gerne tage imod tilbuddet. Drengen drog kort derefter på spejderlejr og lod mere eller mindre uvidende læsset med detaljer falde over på forældrene. Mens han løb rundt med rafter, både og vandrestøvler, løb forældrene rundt med mails, opkald og flere mails. Alt skulle cleares med YFU (den organisation der gjorde og gør alle disse rejser mulige), og pludselig kom det frem at familien faktisk skulle på rejse til Danmark i to uger, så møder skulle også arrangeres med den uvidende spejderdreng. En anden detalje der også så dagens lys var skolestartens dato - den 10. august. Indtil videre havde afrejsedatoen været den 23. august, så der skulle ekstra fart på pakning og lignende.
Men alt i alt var drengen evig lykkelig for at der endelig var en familie der havde fundet plads til ham.

Nu har I så historien om hvorfor jeres lille Victor pludselig skal et år (mere præcist 10 måneder) til ørkenbyen Tucson. I får mere information om familien i næste indlæg.

Igen: hjertelig velkommen til min blog!
Victor

P.S. Denne blog bliver den primære kommunikation mellem mig og hjemlandet, i stedet for at jeg skal sende tre tusind mails hver gang jeg ser en slange. Så I skal endelig kommentere løs!
P.P.S. Til jer der ikke er så meget inde i min familiehistorie eller bare ikke er helt vågne, så var historien om først mine forældre, så min storebror og så mig.